Om Skibelundforeningen

Grundlovstalen 2019

Lykke Friis i Skibelund Krat 2019


Grundlovstale 2019:

Kære alle sammen!

Grundlovstale… jeg må indrømme, at jeg sagt til nej til alle invitationer, siden jeg i 2013 forlod politik.

Men da jeg fik invitationen fra jer, tænkte jeg, at det var tid til et comeback.

For hvem kan stå for Six-Pack Jazzband? Altså de må da SES.. og høres.

Men spøg til side, tænk at få lov til at holde grundlovstalen her i Skibelund Krat – ét sted, der i den grad emmer af historie, og hvor I allerede har besluttet, at bringe stedet tilbage til tidligere storhedstider, så I er klar til genforeningsåret 2020.

Det kunne jeg altså ikke sige NEJ til – også fordi jeg har tyske rødder med en mor fra Kiel – og sønderjyske med en far fra Åbenrå.

I de senere år har jeg været her en hel del – så meget, at der er opstået et rygte om, at jeg er født og opvokset i Sønderjylland.

Jeg glemmer aldrig, da jeg for nogle år siden havde den store fornøjelse at skulle holde hæderstalen for Siegfried Matlock fra der Nordschlewiger, da

han fik Ebbe Munck-prisen.

Det foregik på Christiansborg med Hendes Majestæt på første række.

Og dér blev jeg introduceret med ordene: ”og Lykke er opvokset i Sønderjylland”.

Min mand, der også er her i dag… kiggede på mig og sagde – ”det er du da ikke”.

Men jeg sagde bare sssyyyyh.. ligesom jeg i mange år altid undlod at korrigere tv- og radio journalister når de sagde… nu har vi lykke NIELSEN i studiet, fordi for dem var navnet Lykke åbenbart uløseligt forbundet med navnet NIELSEN – Jesper Kleins kone.

Eller når de kaldte mig for PROTEKTOR i stedet for PROREKTOR.

For som Poul Nyrup engang sagde til mig da han afbrød mig efter at have spurgt mig til, hvad en prorektor egentlig lavede – ”det er også lige meget, bare det du er PRO, Lykke”.

Men OK det var nu meget sjovt da majestæten efter talen på Christiansborg sagde til mig:

”det var en interessant tale De holdt, men det var nu nyt for mig, at de er opvokset i Sønderjylland”.

Og så var der ikke andet end at sige, at ”Det var også nyt for mig”.

For jeg er opvokset i Gentofte; men til tider føltes det som, at det VAR Sønderjylland.

For lige så længe jeg kan huske, belærte min far mig om, at han ikke var dansker; nej han var Sønderjyde!!

Og når vennerne var på besøg fra den gamle gymnasieklasse, blev der straks slået over på sønderjysk.

Min farmor var modstandskvinde, og knækkede nazisternes koder.

Og hun var mildest talt ikke begejstret for, at min far giftede sig med en tysker.

 ”Når du nu skulle gifte dig med en udlænding, hvorfor skulle det så absolut være med en tysker?” – sagde hun.

Så min familie var på mange måder et spejlbillede på det danske-tyske forhold.

Og ja, det VAR svært efter 2. Verdenskrig … men i dag er det jo en for en fornøjelse at konstatere, hvor meget tingene har forandret sig.

I dag er Tyskland pludselig ”cool” – ja, nogen siger sågar ”übercool” – tag bare tyskeren Jürgen Klopp, der lige har vundet Champions League med Liverpool.

Hvem kan ikke stå for ham? Ja, der må selv én inkarneret Bayern München fan overgive sig.

Apropos fodbold så er det faktisk den eneste gang, jeg har lidt problemer med mine to nationaliteter.

Og det var den 26. juni 1992.

Men selvfølgelig holdt jeg med Danmark…. Og gik i selvsving som alle andre.

Jeg husker, at Ricardo Møller Nielsen  en gang fortalte mig historien om en dansk og tysk sejler – jeg ved ikke om den er sand. Men I får den alligevel.

Danskeren og tyskeren er lidt uenige om, hvordan de kommer ind i havnen …og danskeren forsøger at gøre tyskeren det begribeligt, at han altså er ved at lægge til ved den forkerte kaj.

”Sig mig en gang, er de hafenmeistster” lyder det til sidst frustreret fra tyskeren .

”Nein ich bin Europameister”, lyder svaret.

Men spøg til side, den her region er i dag én, som mange i verden ser op til som et paradeeksempel på, at stridsøksen KAN begraves.

Helt tilbage i tiåret for afstemningen i Sønderjylland, altså i 1930, blev Tysklands udenrigsminister Phillip Scheidemann interviewet af Berlingske Tidendes Tysklands korrespondent… Ebbe Munck- og her sagde han:

”Grænselinjer mellem venligtsindede nationer kan overhovedet ikke trækkes, således at der forbliver et mindretal på den ene eller på den anden side af grænsen…

Mellem kulturlande skal grænser ikke være mure eller grave, der spærrer, men broer der letter forbindelsen, og som gør det muligt for begge parter at lære og drage nytte af hinanden”

Dér er vi i dag – med eller uden vildsvinehegnet… og det er det, vi skal vi fejre i dag, men i høj grad også næste år. Og forhåbentlig kan året også bruges til, at vi alle bliver mere bevidste om vores egen historie. For hånden på hjertet, hvor mange unge ved f.eks. i dag, at unge sønderjyder lige her flygtede over Kongeåen for at undgå tysk værnepligt i første verdenskrig – bare for at nævne et eksempel?

Kort sagt, hvor mange ved, at det var lige her, at Danmark i 1920 blev det Danmark, vi alle kender og holder af i dag?

Men der var også en anden grund til, at jeg sagde ja til at komme i dag – altså ud over Six pack orksteret og 2020.

Og det er jo, at 2019 er helt specielt … dét vi fejrer i år, er det nye Europas 30 års fødselsdag. Det er frihedens og håbets Europa.

Det var i 1989, at Berlinmuren faldt, og de fleste af os troede, at vi nu gik en demokratisk guldalder i møde.

1989 var intet mindre end et jubelår i Europa…. I går for præcist 30 år siden vandt Solidaritet en jordskredssejr i det første ”halvfrie valg” i Polen – og bagefter faldt landene som dominobrikker – og den 9. november faldt Berlin-muren i den by, jeg nu bor i.

Jeg glemmer aldrig, da min tyske mor piskede ned i kælderen for at hente en flaske sekt, hun havde gemt i alle de år, hvor min far og jeg ofte grinede overbærende af hende.

Genforening?

Not in our life time. Det ville Sovjet. Og Margaret Thatcher aldrig gå med til. For hun var hårdtslående, og elskede Tyskland så højt at hun helst ville have’ to af dem.

Apropos Thatcher. Det minder mig om, at jeg en gang var i London, hvor den store nyhed var, at Thatcher havde brækket armen. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Uffe Ellemann i en anden sammenhæng og spurgte ham om han havde hørt det.

Har du har hørt at Thatcher har brækket armen?

Nej på hvem dog lød det i den anden ende af øret.

I dag er den 9. november 1989 så lang tid siden, at det er svært overhovedet at forklare en teenager, at muren eksisterede.

Jamen, hvorfor dog bygge en mur – oven i købet for, hvor holde på sin egen befolkning?

Hvor ydmygende kan det dog blive?

Som John F. Kennedy udtrykte det: ”Vi har også problemer, men vi har dog aldrig være nødt til at bygge en mur for at holde vores befolkning inde”.

Endnu mere vanskeligt er det at forklare en teenager, der elsker at drage til det hippe Berlin, at det hele kunne være gået ganske anderledes – og at Murens fald dybest set var en fejl.

For hånden på hjertet, så var der jo ingen, der nogensinde besluttede, at muren skulle falde. Det var faktisk en fejl – eller brøler, om man vil.

Én pressesekretær, Günter Schabowski, kom til at rode rundt i papirerne og erklærede at østtyskerne fremover kunne rejse frit til Vestberlin – ”unverzüglich…ab sofort” – på trods at det slet ikke var det, Politbureauet havde besluttet.

Den nyhed blev bragt på vesttysk tv, som østtyskerne kunne se – og så begyndte de at valfarte ned til Muren.

Og der sad en 46-årig grænsevagt, Harald Jäger, som de færreste måske har hørt om, men som vi alle bør sende en kærlig tanke.

Han var lige mødt ind på arbejde, da han på en tv-monitor så Schabowskis pressekonference.

Og han ringede straks op til sin overordnede Obert Ziegenhorn – gedehorn – ja det hed han, altså.

Og spurgte, hvad er det? Er der nye ordre? Skal vi bare lade folk rejse til Vesten?

Ziegenhorn startede med at sige, at det hele var en and, og at Schabowski havde læst op af det forkerte papir.

30 gange skulle Jäger ringe til Zigenhorn den aften og hans forslag blev mere og mere vanvittige.

”Prøv at holde lav profil” men det synes Jäger var lidt vanskeligt, når flere tusinde nu stod foran ham og sang – Vi vil ud; åben porten.

Til sidste gav Ziegenhorn bare op, og heldigvis traf Jäger så den heroiske beslutning, at han lod folk rejse ud… han kunne jo også have skudt. DDR var mildest talt ikke et samfund, der dyrkede fritænkning.

Da han om hjem tidligt om morgenen, spurte hans teenagedatter ham, der havde sovet fra det hele- hvorfor ser du så træt ud, far?

”Det er forbi, jeg har åbent muren”. åh, hold dog kæft far, lød hendes svar. 

Én af dem, der gik igennem muren sent om natten den 9. november, var Tysklands nuværende kansler, Angela Merkel.

Hun havde ud på eftermiddagen hørt Schwabowskis pressekonference i Østberlin, hvor hun arbejdede som forsker. Men hun troede ikke på, at det kunne ske.

Muren havde trods alt delt byen siden 1961.

Så hun gjorde det, hun altid gjorde om torsdagen nemlig at gå i sauna. Det var også der at saunaveninderne kaldte hende for ”sAuni-Angie”, men senere på aftenen skulle hun alligevel liiiige ned og se…

På de sovjetiske kaserner var man mildest talt forbløffede, da de så tv-billeerne.

For hvem havde dog besluttet at muren skulle falde? Og hvorfor havde de ikke fået noget at vide?

Så general Snetkow satte de sovjetiske tropper i beredskab og ringede til Moskva og forsøgte at bilde Sovjets leder Gorbatjov ind, at østtyskerne var ved at gå til angreb på de sovjetiske kaserner.

Heldigvis havde Gorbatjov fået et så godt forhold til Vesttysklands kansler Helmut Kohl, at han dagen efter ringede til ham for at høre om det virkelig kunne passe… og Kohl beskrev fluks stemingen – ”her hersker jubelstemning med sekt og Trabier”….og så beordrede Gorbatjov tropperne til at blive i kasernen.

Prøv at forestille jer, hvis Gorbatjov havde troet på Snetkow og havde iværksat til en såkaldt kinesisk løsning – altså at han havde sat kampvognene ind – helt ligesom kommunistpartiet gjorde i Kina den 4. juni 1989.

 Så havde verden set ganske anderledes ud.

Ja kohl har siden udtalt, at verden den 9.november var tættere på en tredje verdenskrig end nogensinde før… altså tættere end under f.eks. cubakrisen i tresserne.

Så 1989 er historien om, hvordan den enkelte – både Gorbatjov og Harald Jäger  – kan gøre en forskel.

Kære deltagere til det her grundlovsmøde!

Når vi i dag ser tilbage på 1989, er der en tendens til, at nogle bliver lidt skuffede – og næsten deprimerede.

For det gik jo ikke som vi håbede.

Jo, ja vist, vi fik Tysklands genforening, og de central- og østeuropæiske lande blev optaget i EU og nato- a new Europe is born – oven i købet i Bellacenteret i København.

Men når vi i dag ser ud over Europa og verden, så er der mildest talt mange sorte skyer.

Demokrati og markedsøkonomi var ikke som siamesiske tvillinger – se bare på Kina.

De drog en helt anden lære af 1989 – ikke, at demokrati og markedsøkonomi hænger uløseligt sammen, men at STABILITET er alt for altgørende for vækst

– og derfor slog de studenterdemonstrationen ned på Den himmelske freds plads for præcis 30 år siden.

Siden har deres autokratiske styreform på mange måder givet os baghjul- se bare se på VÆKSTEN.

Og ”demokratisk recession” er det nye kodeord.

Den amerikanske tænketank ”Freedom house” er i år kommet frem til, at demokratiet for 13. År i træk har været på tilbagetog på verdensplan.

Og jo, vi har også vores at slås med i Europa- tag bare Viktor Orban i Ungarn, eller Jaroslaw Kacszsynki i Polen.

Så her den 5. juni 2019 kunne man hurtigt slå en meget dyster tone an… og begræde status quo,

Men det er altså alt for forsimplet, og det er den tredje grund til at jeg kommer her i dag.

For det ER den forkerte lære af 1989.

Pointen med 1989 er ikke, at vi skulle leve lykkeligt sammen til vores dages ende, og historien var forbi.

For hvordan kunne man dog drage den konklusion af en fuldstændig uforudsigelig proces, at vi fremover skulle kunne forudsige, at demokratiet havde sejret fra nu af og til evighed?

Eller som en tysk topembedsmand har udtrykt det:

”Der er noget dybt ironisk i, at vi ud fra den helt uventede og ikke-lineære livsforandrende begivenhed, Den Kolde Krigs afslutning, drog slutningen om en fuldstændig lineær fremtid.”[i]

Det er virkelig et paradoks.

Nej læren af 1989 er ikke, at demokratiet er DØMT til at sejre.

Læren er snarere, at fremtiden afhænger af os selv- af vores personlige mod som Harald Jäger, eller af de østeuropæiske dissidenter som turde at gå på gaden mod kommunisterne – på trods af de frygtede ”en kinesiske løsning”.

Eller tag ”tankmanden” i Kina – den mand der med to plastikposer i hånden ene mand forsøgte at holde kampvognene tilbage på den Himmelske freds plads?

For nyligt havde jeg den udsøgte fornøjelse at interviewe Solidaritets talsmand fra 1989. Det var én af de samtaler, hvor nakkehårene rejste sig adskille gang.

Han fortalte, hvordan Solidaritetsbevægelsen den 4. juni 1989 var samlet på ”Cafe Surprise” i Warszawa og ventede på valgresultatet for det første halvfrie valg efter anden verdenskrig i Polen.

Mens de sad der… kiggede de op på tv-skærmen, og så pludselig kampvognene køre henover over de kinesiske studerende.

Og så turde de simpelthen ikke juble over valgresultatet. For hvad nu hvis kommunisterne og Sovjetunionen også ville lade kampvognene tale?

Ganske vist havde de på fornemmelsen, at den såkaldte ”Brezhnevdoktrin” var død – hvor Sovjet satte kampvognene ind, hvis nogle i østblokken prøvede at blive demokratiske eller neutrale… men det er jo ligesom med en død løve, sagde han.

 Nogen skal jo turde at hive den i halen, for at se om den rent faktisk er DØD.

Og hvem tør lige gøre det?

VILLE I TURDE DET, HVIS DEN LÅ LIGE HER??? NEJ, der er det jo lettere at være modstandskvinde med tilbagevirkende kraft, som min farmor altid sagde.

Hvor ironisk det end kan lyde, endte det hele med, at INGEN politiker den 4. juni 1989 erklærede kommunismen for død.

Det gjorde til gengæld en polsk skuespiller, der var i studiet for at fortælle om sin nye film. Men så sagde hun: ”min egen person og film er så uendelig ligegyldig i forhold til, hvad der er sket i dag – mine damer og herrer, kommunismen er bragt til fald i Polen den 4. juni 1989”.

I sidste uge var kansler Angela Merkel på Harvard universitetet, og der holdt hun en tale til de færdige kandidater, hvor hun i høj grad satte sig selv i spil.

Hun fortalte hvordan hun var opvokset bag jerntæppet og hver morgen skulle dreje af, lige inden hun kom til friheden – hendes forskningsinstitut lå nemlig tæt på Berlinmuren.

Men hun understregede også, at læren af 1989 er, at ting hurtigt kan ændre sig.

Jeg citerer:

I månederne før og efter Berlinmurens fald oplevede jeg selv, hvordan intet behøver at fortsætte med at være, som det er.

Den erfaring ønsker jeg at videregive til jer studerende: Dét, som forekommer fast etableret og uforanderligt, kan ændre sig”. Citat slut.

Og det er også mit budskab i dag.

Vi skal lære af 1989, at vi selv kan gøre en forskel, og at vi skal kæmpe for de værdier, der er nedfældet i den danske grundlov – også når det ser mest sort ud.

Og også når det kan komme andre til gavn end lige os.

Og nej, vi kan ikke bare lægge os fladt ned og opgive – og sige, at det hele er donald Trumps skyld.Eller hvem man nu ønsker at give skylden.

For tænk, hvis østeuropæere havde gjorde det sammen i 1989 og havde sagt, at det hele var kommunisterne og Gorbatjovs skyld – og at der ikke var noget at gøre.

Dét er læren af 1989, og det budskab skal vi tage til os.

Og nu startede jeg jo med at sige at jeg for langt tid siden har forladt politik

 Så intet ville falde mig mere fjernt end at forsøge at påvirke nogen til at stemme på et bestemt parti.

Nogen af Jer har jo sikkert også allerede stemt, og så ville det jo også være spildte kræfter.

Men hånden på hjertet, så vil altså gerne her på grundlovsdag – 30 år efter murens fald – gerne appellere til jer om, at 1989 OGSÅ lærer os, at vi ikke må tage demokratiet for givet.

Det kunne være gået meget anderledes.

Harald Jäger kunne have skudt

Gorbatjov kunne have lyttet til Snetkow

Og jubelåret kunne være blevet et annus horriblis.

Så vi MÅ altså ikke tage demokratiet for givet.

I 2019 skal vi igen lære at kæmpe for det. også fordi vi lever i en brydningstid, hvor mange der forfægter det ”liberale demokrati” vinder frem. Tag Kina, tag Orban osv.

Og i modsætning til 1989 behøver den er brydningstid ikke at gå godt. For i brydningstider kaster vi jo nemlig den eksisterende orden op i luften…

Tag bare brydningstiden få år efter Sønderjylland igen blevet frit, nemlig i 1929.

Det er den tid, som tv-serien Berlin Babylon handler om. og de skal snart i gang med tredje sæson,

 og hånden på hjertet, jeg overvejede at melde sig som statist, da jeg var i Bonn fornyligt og hørte at de søgte statister. men det var skaldede og enarmede, de ledte efter – og det kunne jeg ligesom ikke leve op til.

Men tilbage til serien… Instruktøren Tom Tykwer fortalte for nogle år siden, at han helt bevidst valgte at producere serien i nutidens brydningstid for at få europæerne til at reflektere over ligheder og forskelle i forhold til 1929:

 ”Vi stiller skarpt på bestemte perioder i historien, fordi de kan sige noget om, hvor vi er i dag (…) Ligesom i mellemkrigstiden lever vi i en tid, hvor vi har svært ved at forudsige begivenhederne. Hvem havde f.eks. for fem år siden forudset Donald Trump, Brexit, eller at Alternative für Deutschland kunne blive det tredjestørste parti i Tyskland?”.

Og han fortsatte på følgende vis i interviewet: ”Alt det var umuligt at forudsige for fem år siden, og det er dét, der gør Babylon Berlin så interessant og skræmmende.

Folk bor i Berlin i 1929, og ingen aner, at de kun er tre og et halvt år fra en radikal omstyrtning af samfundet.

Hitler bliver kun nævnt én gang i serien, og dét i en vittighed”.

Se, også det er værd at huske på i 2019.

Vi skal igen til at kæmpe for de demokratiske principper og det globale samarbejde.

Tag bare den måling, der før Europa-parlamentsvalget viste, at et flertal af europæerne tror, at EU-samarbejdet bryder sammen i 2030.

I min bog med en sønderjysk far og en tysk mor giver det anledning til refleksion.

I hele min levetid har vi været vant til at tage for givet, at de andre -Tyskland og Frankrig- tog én for holdet og sørgede for, at det gik fremad i Europa, og at vi ikke vendte tilbage til tidligere tiders stridigheder.

Det kan vi ikke længere være sikre på, og derfor er vi både her i regionen og i resten af landet i den grad udfordret… for vores velfærd afhænger af globale spilleregler og fri handel. Og naturligvis også af, at verden ikke igen bliver ramt af terrorisme.

Så lad mig slutte med én, der mildest talt ikke kunne juble i 1989 – pga. en Fatwa – men som siden har fået sin frihed tilbage og som bedre end nogen anden har sat ord på den nye tid, vi lever i.

Og det er naturligvis Salman Rushdie:

”Vi lever i en grænsetid, én af de store overgangsperioder i menneskehedens historie,

hvor vældige og meget hurtige forandringer indtræffer omkring os.

På plussiden, afslutningen af den kolde krig, it-revolutionen og store videnskabelige bedrifter;

I minuskolonnen en ny slags krig, der føres mod en ny slags fjender,

Der kæmper med frygtelige nye våben.

Vi vil alle blive bedømt på, hvordan vi opfører os i denne tid.

Vil vi blive til de rustninger, som vores frygt tvinger os til at tage på,

Eller vil vi fortsætte med at være os selv?

Grænsen både former vores karakter og afprøver det stof, vi er gjort af”. Tak for opmærksomheden og fortsat god grundlovsdag og ha’ en god valgdag


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *